23948sdkhjf

Nær placering af elforbrug og elproduktion skal aflaste elnettet

Folketinget 1. behandlede i dag en ændring af elforsyningsloven som bl.a. gøre det nemmere og mere attraktivt at placere PtX-anlæg og varmepumper tæt på ny elproduktion fra vindmøller og solceller

Klimamålene kræver færre udledninger, flere grønne teknologier og en omfattende elektrificering med vedvarende energi. Det sidste stiller et nyt lovforslag om ændringer i Elforsyningsloven skarpt på.

Forslaget, som blev førstebehandlet i dag af Folketinget, skal styrke samplaceringen af elforbrug og elproduktion og på samme tid aflaste elnettet og sætte fart på elektrificeringen.

Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Samplacering betyder, at elproduktion og elforbrug placeres tættere på hinanden, eller placeres et sted, hvor der er ledig kapacitet i elnettet. 

Med andre ord betyder mere samplacering et mindre behov for at udbygge og forstærke det kollektive elnet.

-  Den grønne omstilling er vores motor. Men ligesom vi ikke kan køre bilen uden karrosseriet, kan vi ikke komme i mål med den grønne omstilling uden elektrificering af samfundet. Ændringerne i elforsyningsloven skaber bedre rammer for elektrificeringen ved bl.a. at styrke vilkårene for samplacering af elforbrug og elproduktion. Det vil på samme tid aflaste elnettet og sætte fart på elektrificeringen på en omkostningseffektiv måde, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

Et af de konkrete tiltag i lovforslaget er at tillade, at store elforbrugere og elproducenter selv kan etablere direkte elforbindelser (også kaldet direkte linjer), så de fremover kan koble elproduktion og elforbrug sammen, og dermed kan aflaste det kollektive elnet og reducere behovet for forstærkning. Det kan for eksempel være en direkte linje mellem et PtX-anlæg og en solcellepark.

Lovforslaget er blandt andet en opfølgning på PtX-aftalen fra 2022 - og der lægges op til, at det træder i kraft 1. april 2023.

Fakta om lovforslaget

  • Lovforslaget følger bl.a. op på PtX-aftalen af 15. marts 2022 ved at tillade direkte linjer og geografisk differentierede forbrugstariffer for store elforbrugere og ved at give nye muligheder for lokal kollektiv tarifering 
  • Desuden følger lovforslaget op på aftalen "No New Coal compact", som blev indgået COP26 i 2021. 
  • Lovforslaget giver klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndigelse til at forbyde elproduktion baseret på kul ved efterfølgende bekendtgørelse. 
  • Desuden formaliseres regler for interne net og VE-egenforbrugere. 
  • Der indføres ligeledes modregning for den sparede elafgift på statslige sol-celleanlæg mhp. at ensrette regler for staten med reglerne for kommuner og regioner. 
  • Derudover indeholder lovforslaget mindre øvrige tiltag, herunder registrering af data for elproducerende anlæg, energilageranlæg og elforbrugsanlæg

Artiklen er en del af temaet Energiøer.

Læs mere om: el
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093