23948sdkhjf

Socialdemokratiet på Bornholm vil have kommunal helhedsplan for energiøen

Socialdemokratiet på Bornholm ønsker en hurtigst muligt en helhedsplan for energiøen, og opfordrer med nyt udspil byrådet til at tage politisk lederskab for retningen og rammerne for det store statslige anlægsprojekt

Socialdemokratiet på Bornholm ønsker, at byrådet smøger ærmerne op og får lavet en samlet helhedsplan for energiøen. 

I et nyt udspil, "Helhedsplan for Bornholm - Energiø m.v." opfordrer partiet resten af byrådet i Bornholms Regionskommune til at tage politisk lederskab for både retning og rammer for det store statslige anlægsprojekt, som skal stå klar i 2030. 

"Statens beslutninger om at placere den første store danske Energiø med havvindmøller ved og på Bornholm udgør dette århundredes største investering i Bornholm, og dermed i at skabe en udvikling, som på en gang øger den økonomiske vækst, skaber nye job – også nye typer af job – øger befolkningen – og dermed indtægterne til, at finansiere den velfærd og alt det andet, vi vil på Bornholm," skriver S i udspillet, som partiet i dag deler med resten af kommunalbestyrelsen.

S: Vi skal ud af starthullet

S mener, at det er gået for langsomt med at komme ud af starthullerne. Det siger Claus Larsen-Jensen (S), medforfatter til udspillet og medlem af kommunens Erhvervs-, Beskæftigelses,- og Boligudvalget. 

- Vi skal som lokalpolitikere selv tage den politiske styring og sætte en samlet retning for udviklingen af Bornholm i tæt samarbejde med staten, virksomheder og private aktører. Ellers bliver vi løbet overende af udviklingen, og ender med at være på bagkant og være tvunget til at tage stilling til tingene drypvis. Jeg tror også det vil afkaste respekt og større forståelse blandt bornholmerne, hvis vi fremlægger en samlet plan, der giver overblik og vished for, hvor Bornholm skal hen, siger Claus Larsen-Jensen. 

Mere plads til ny udvikling omkring landanlægget

Som led i helhedsplanen ønsker S, at kommunen tager stilling til en samlet plan for det område omkring energiøens kommende landanlæg eller transformatorstation.  

Partiet ønsker, at kommunalbestyrelsen baner vej for et fremtidigt PtX-anlæg og en grøn erhvervspark, Bornholms Grønne Erhvervspark med "andre typer af virksomheder, som vi endnu ikke kender, men som vi skal kunne tiltrække".

Dermed foreslår partiet, at sætte mere plads af omkring energiøens landanlæg, så der skabes plads nok til power-to-x og en grøn erhvervspark i det område, som Energinet har afsat til energiøens landanlæg. 

S vil også have byggeriet af nye boliger på øen op i gear, og så skal kommunalbestyrelsen, energiselskaberne og fjernvarmeværkerne sammen sikre, at overskudsvarmen fra energiøens transformatorstation udnyttes i øens fjernvarmenet. 

Ny Task Force skal styre arbejdet 

Socialdemokratiet forslår, at kommunen nedsætter en taskforce eller følgegruppe med de partier, der står bag energiøen. Task forcen skal følge de udfordringer og muligheder energiøen giver. I samarbejde med den erhvervsdrivende fond Baltic Energy Island skal task forcen koordinere og samarbejde med alle aktører omkring energiøen på og udenfor Bornholm. 

Claus Larsen-Jensen er optimistisk omkring mulighederne for et politisk forlig med afsæt i udspillet. 

Næste skridt i arbejdet bliver, at byrådet hurtigst muligt indleder forhandlinger med afsæt i udspillet.  Alternativt må helhedsplanen afvente byrådsmødet i marts, idet dagsordenen for næste byrådsmøde på torsdag i denne uge allerede ligger fast. 

Efter seneste kommunalvalg er mandatfordelingen i byrådet for Bornholms Regionskommune ud, så S har tre mandater, borgmesterpartiet K også sidder på tre mandater, mens største parti er Enhedslisten med 7 mandater. Derefter følger Dansk Folkeparti med 4 mandater, og Venstre og Borgerlisten hver har 2 pladser i byrådet. 

Artiklen er en del af temaet Energiøer.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094