Ingen beviser for russisk Nord Stream-sabotage
Tyske efterforskere har indtil videre ikke fundet nogen beviser for, at Rusland stod bag eksplosioner på gasledningerne Nord Stream 1 og 2 i september.
Det siger den tyske chefanklager Peter Frank i Die Welts søndagsmagasin. Det tyske nyhedsbureau dpa har læst interviewet.
- Det kan ikke bevises på nuværende tidspunkt. Efterforskningen fortsætter.
Tyskland har ved hjælp af to skibe samlet vand- og jordprøver samt rester fra gasledningerne. Stedet, hvor eksplosionerne fandt sted, er også blevet undersøgt og dokumenteret grundigt, skriver dpa.
- Vi er nu ved at undersøge det her kriminalteknisk, siger den tyske anklager.
I alt fire lækager opstod efter eksplosioner på de vigtige gasledninger Nord Stream 1 og 2, der løber fra Rusland til Tyskland.
/ritzau/