23948sdkhjf

Brændeovn kan gøre bolighandlen dyrere

Sæt dig godt ind i reglerne om brændeovne, inden du skriver under på købsaftalen til dit nye hus. For den knitrende pejs i stuen kan blive en dyr affære

Du risikerer at brænde nallerne på boligkøbet, hvis dit drømmehus rummer en brændeovn.

Der findes nemlig en række regler på området, som kan gøre den hyggelige varmekilde rygende dyr.

Det fortæller Rasmus Lindsten, der er advokat og bestyrelsesmedlem i foreningen Danske Boligadvokater.

- Jeg oplever, at køberne ofte ikke er klædt godt nok på, selv om det fremgår af købsaftalen, at der er en brændeovn, siger han.

Først og fremmest er det afgørende at finde ud af, hvor gammel brændeovnen er.

Er den fra før 2003, skal den enten skrottes eller skiftes ud, og det er dig som køber, der har ansvaret for at gøre det.

- Mit bedste råd er at være helt skarp på dokumentationen. Find ud af, hvad sælgeren ved, og hvad ejendomsmægleren kan bidrage med af information om, hvor gammel brændeovnen er, lyder det fra Rasmus Lindsten.

Kan hverken sælger eller ejendomsmægler fortælle dig alderen på brændeovnen, skal du kontakte en fagperson. Det siger Tue Patursson, der er fagekspert inden for almen byggeteknik, klimasikring og indeklima hos Videncentret Bolius.

- Der sidder ikke et lille klistermærke bag på ovnen, som du for eksempel kan finde på en opvaskemaskine, så det kan være svært at finde ud af, hvor gammel den er. Det bedste, man kan gøre, er derfor at tage fat i en skorstensfejer. De har nemlig et ret godt kendskab til brændeovne, fortæller han.

I 2021 trådte en lov i kraft, der siger, at du som køber af en bolig med en for gammel brændeovn er forpligtet til at komme af med den eller erstatte den med en ny, inden for det første år du ejer boligen.

Gør du ikke det, kan staten pålægge dig bøder, indtil du får det gjort.

Og det er ikke en lille udgift at anskaffe sig en ny brændeovn. Ifølge Danske Boligadvokater kan det koste alt mellem 8000 og 40.000 kroner.

- Det er en god økonomisk oplysning at være opmærksom på og tænke ind i ens finansiering af boligkøbet, siger Rasmus Lindsten.

Husk også at tjekke reglerne i den kommune, du køber dit nye hus i.

Sidste år blev der indført en ny lov, der gør det muligt for kommuner, der har fjernvarme eller naturgas, at forbyde brændeovne og pejseindsatser, der er produceret før 2008.

- Jeg er endnu ikke stødt på, at man har gjort brug af reglen. Men det er noget, vi som boligadvokater holder særligt øje med, fordi kommunerne nu har det her nye redskab i værktøjskassen, siger Rasmus Lindsten.

Står du med valget mellem at skrotte brændeovnen eller skifte den ud, opfordrer Tue Patursson fra Videncentret Bolius dig til at tænke dig grundigt om.

- Der er rigtig mange, der er glade for deres brændeovne, men de forurener både indeklimaet og nabolaget. Det skal man være bevidst om.

Er du fast besluttet på at anskaffe dig en ny en af slagsen til dit nye hjem, anbefaler han, at du køber en brændeovn af god kvalitet, der forurener mindst muligt.

- Kig på, hvor mange gram partikler der sendes ud per kilo brænde. Det kan du slå op i de registre, der hører til de forskellige brændeovne. Men selv den bedste brændeovn forurener indeklimaet, siger han.

I nogle tilfælde kan udsigten til bøvl med brændeovnen betyde, at du ikke længere har lyst til at købe det nye hus. I sådan en situation er det ifølge boligadvokat Rasmus Lindsten vigtigt at have skrevet et advokatforbehold ind i købsaftalen.

Forbeholdet giver nemlig mulighed for at fortryde købet uden at skulle betale en procent af købesummen, som den lovpligtige fortrydelsesret ellers kræver.

/ritzau fokus/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062