23948sdkhjf

Grundfos får godkendt frasalg i Rusland af russiske myndigheder

I slutningen af 2022 sagde Grundfos, at det forventede at fuldføre russisk salg i starten af 2023

Salget af Grundfos' aktiviteter i Rusland er blevet endeligt godkendt.

Det bekræfter selskabet over for Børsen.

- Vi har nu fået de russiske myndigheders godkendelse til at sælge vores russiske produktionsselskab til den lokale ledelse. Vi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere at tilføje, skriver kommunikationsmedarbejder i Grundfos, Mads Klougart, til avisen.

Børsen henviser desuden til et dokument på russisk, som er dateret 5. februar 2024. Her fremgår det, at den lokale ledelse gennem selskabet Istratech Group har fået lov til at købe 100 procent af Grundfos Istra, som er ejet af Grundfos Holding.

Grundfos meddelte 30. december 2022, at der var indgået en aftale med den lokale ledelse i Rusland om, at den skulle købe de russiske aktiviteter i Rusland og Belarus.

Her lød det, at salget var betinget af myndighedsgodkendelser i Rusland, Danmark og EU. Selskabet forventede på daværende tidspunkt, at alle relevante godkendelser ville være i hus i løbet af første kvartal i 2023.

Salget af aktiviteterne i Rusland inkluderer ikke rettigheder til at bruge Grundfos' brand.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081