23948sdkhjf

Kongetider

- Mit håb er at blive en samlende konge af i morgen.

Sådan sagde H.M. Kong Frederik X, da han søndag den 14. januar 2024 blev udråbt til konge af Danmark fra Tronsalens balkon på Christiansborg.

Tidligere var de kongelige mærkesager blandt andet velgørenhed, børn og unges mentale sundhed, mindre krig i verden, sundhed og integration.  

Men der er plads til nye mærkesager, og ifølge kongen selv vil klima og energi i fremtiden fylde meget mere.

Allerede i 2009 berørte han emnet i et interview med Berlingske, hvor han anerkendte vigtigheden af at adressere klima-problematikken.

Samme år kunne han sammen med Sveriges kronprinsesse Victoria og Kronprins Haakon fra Norge på messen Bright Green, der blev afholdt samtidig med COP15 i København, fortælle om ture til Svalbard og Grønland, hvor de med egne royale øjne fik syn for sagen og klimaforandringerne tæt ind på livet.

Med kronprinskasketten på har han senest besøgt Dubai under COP28 i november 2023. Set på CO2-fangst og brændselsceller i Aalborg og endnu før det indviet både den ene og den anden danske havvindmøllepark. I sidste uge var han i Polen for at promovere "the danish way" og danske virksomheder, der opererer inden for havvind, energieffektivisering og biogas. 

På papiret ser alting godt og grønt ud. At han så tager flyet og lader bilen køre i forvejen, råder over en ikke uanseelig og knap så grøn vognpark samt en omfattende portefølje af olie- og gasopvarmede slotte, lader vi lige ligge for en stund.

Intentionerne er der. 

Man han skal væk fra de bonede gulve, guldsaksen og de røde snore. Ned i maskinrummet, hvor tingene sker. Hvor ideer, tanker og påfund får vinger og bliver til teknologier og koncepter af i morgen.

Han kunne med fordel dykke ned i denne årets første udgave af magasinet Energy Supply. 

Her ville han blive klogere på en solenergibranche, der tripper for at komme ud i lyset. Grøn omstilling hos Danfoss, der tæller både varmepumper og elkedler. Digitale vandmålere og varmepumper i Aarhus. UPS-løsninger og driftssikkerhed i Helsingør. Pumpestationer fra Herning, der finder sig til rette i det svenske fjernvarmenet samt PFAS-jagt på de danske renseanlæg.

Det stikker i mange retninger – men det er en samlende sektor af i morgen, forbundne og forpligtede for kongeriget Danmark – og for klimaet. 

Vi går selvsagt kongetider i møde.

Bragt i magasinet Energy Supply, der udkom 7. februar 2024

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078