23948sdkhjf

Hofor vælger mølleleverandør til 300 MW dansk havvind

Efter Energistyrelsens hurtige afklaring af, at Aflandshage Vindmøllepark kunne gå videre under Åben Dør-ordningen, havde Hofor mulighed for at fortsætte projektet, og fredag den 14. april blev det besluttet, at Siemens Gamesa skal levere de i alt 26 havvindmøller til Aflandshage Vindmøllepark - samt stå for de første 15 års service.

- Jeg ser frem til vores samarbejde med Siemens Gamesa om at skabe Aflandshage Vindmøllepark. Inden for få år kan vi sikre store mængder grøn strøm til regionen omkring Øresund, hvor vi ved, at behovet kun vil stige i de kommende år. Vi er ikke helt i mål endnu, da vi stadig mangler den endelige godkendelse af projektets økonomiske rammer hos vores ejer, Københavns Kommune, men i dag har vi taget et vigtigt skridt for den grønne omstilling i Øresundsregionen, siger Henrik Plougmann Olsen, administrerende direktør i Hofor. 

Også hos leverandøren, Siemens Gamesa Renewable Energy, er der glæde over at blive en del af havvindmølleprojektet i Øresund.

- Siemens Gamesa er global markedsleder inden for havvind med stærke rødder i Danmark, og for Aflandshage ser vi frem til at installere 26 af vores 11 MW vindmøller i danske farvande. Her vil de hvert år reducere mere end 1 million tons CO2-udledninger, hvilket svarer til at plante mere end 17 millioner træer, siger Mogens Jakobsen, global salgschef for havvind, Siemens Gamesa.

En væsentlig del af aftalen handler om installation af vindmøllerne på havet. Det bliver det danske rederi Cadeler, der som underleverandør til Siemens Gamesa kommer til at stå for arbejdet med at transportere og installere de 26 havvindmøller på fundamenterne i Øresund. 

Kan være i fuld drift om få år

Arbejdet med at lave havbundsundersøgelser i Øresund er i fuld gang. Det skal bane vej for, at anlægsarbejdet på havet kan begynde i 2025, hvor der i første omgang bliver lagt kabler og sat møllefundamenter op.

Sideløbende bliver der arbejdet på Avedøre Holme ved Avedøreværket, hvor strømmen fra Aflandshage Vindmøllepark kommer i land. Her bliver der lagt kabler og opført transformerstation.

Efter planen skal de nye havvindmøller fra Siemens Gamesa sættes op, så Aflandshage Vindmøllepark kan være i fuld drift i 2026.

Møllerne vil kunne producere grøn strøm, der svarer til cirka 300.000 husstandes forbrug.

FAKTA: Aflandshage Vindmøllepark

HOFOR vil opføre en ny havvindmøllepark i det sydlige Øresund i et område, der ligger cirka 10 km fra Amagers Sydspids og godt 8 km fra det nordøstlige Stevns.

Placeringen er valgt af hensyn til afstanden fra kysten, den svenske territorialgrænse, den nærliggende lufthavn, befærdede sejlruter, Natura 2000-områder og primære fugletrækruter over Øresund.

Vindmølleparken vil bestå af 26 moderne havvindmøller med en totalhøjde på op til 220 meter til øverste vingespids.

Møllerne vil med en samlet effekt på op til 300 MW kunne forsyne op til 300.000 husstande med grøn strøm.

Efter planen skal Aflandshage Vindmøllepark være i fuld drift i 2026.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.226