23948sdkhjf

Ny aftale i EU skal øge andelen af vedvarende energi i 2030

Andelen af vedvarende energi fra eksempelvis sol- og vindenergi skal øges til mindst 42,5 procent i 2030

EU nåede torsdag frem til en foreløbig aftale om højere mål for vedvarende energi. Det oplyser Rådet, der repræsenterer EU-landene, i en pressemeddelelse.

Dermed tager man endnu et skridt imod at indfri klimaambitionerne - og gøre sig fri af russisk energi.

Aftalen er et skridt i den rigtige retning, men den kunne have været mere ambitiøs, mener Troels Ranis, der er branchedirektør i DI Energi.

- Vi havde gerne set, at beslutningstagerne hævede ambitionsniveauet en tand til 45 procent vedvarende energi i 2030. Men det har været hårde og lange forhandlingerne, der i det mindste betyder, at der nu er nogle rammevilkår, som virksomhederne kan navigere efter, siger Troels Ranis.

Ifølge den principielle politiske aftale skal EU-landene i 2030 købe 42,5 procent af deres energi fra vedvarende energikilder som vind- og solceller. Med mulighed for at øge andelen til 45 procent.

EU's nuværende mål for 2030 er en andel af vedvarende energi på 32 procent.

Den målsætning skal blandt andet indfris ved, at EU-landene skal være hurtigere til at give tilladelse til projekter med vedvarende energi.

Aftalen lægger konkret op til, at vedvarende energi skal anses for at være af "altovervejende offentlig interesse". Det vil begrænse mulighederne for at komme med juridiske indsigelser mod eksempelvis nye vindmøller eller solcelleanlæg.

Hvis det lykkes at indfri målet, vil der næsten være tale om en fordobling på omkring ti år. I 2021 fik EU 22 procent af sin energi fra vedvarende energikilder. Men niveauet varierede betydeligt fra land til land.

Sverige fører blandt de 27 EU-lande med en andel af vedvarende energi på 63 procent. Også Danmark er langt fremme i kraft af især vindenergi. Ifølge Dansk Industri lå andelen i Danmark i 2021 på 35 procent. Og der er blandt andet store ambitioner for mere havvind i Danmark.

Til gengæld udgør vedvarende energikilder i Luxembourg, Malta, Nederlandene og Irland mindre end 13 procent af det samlede energiforbrug.

Den foreløbige aftale fastsætter desuden et vejledende mål på mindst 49 procent for vedvarende energi i bygninger og varmeforsyning. Det skal sikre, at energien bliver brugt mere optimalt. Og det vil også få betydning for varmeforsyningen i Danmark, vurderer DI:

- Det er afgørende, at vi får større udbygning af fjernvarme, brug af varmepumper og ikke mindst et større fokus på, hvordan vi kan høste potentialerne i overskudsvarmen, siger Troels Ranis.

En af de helt store knaster i forhandlingerne har været spørgsmålet om, hvorvidt atomkraft skal regnes for en vedvarende energikilde. Det har Frankrig fastholdt gennem hele forløbet.

- Nu står det sort på hvidt, at EU betragter atomkraft som en vedvarende energikilde. Vi må derfor forvente, at atomkraft fortsat vil spille en rolle i det fremtidige europæiske energimix, siger Troels Ranis.

Den foreløbige aftale skal formelt vedtages af EU-Parlamentet og EU-medlemslandene, før den er gyldig.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.281