23948sdkhjf

Danmark er imod EU-tiltag om begrænsning af biomasse

Et brev, som Klimaministeriet har sendt til Dansk Skovforening, udtrykker modstand mod et tiltag fra EU

Regeringen er imod et tiltag fra EU, der skal begrænse de store mængder træ, som EU-landene brænder af som biomasse.

Det skriver Information.

Europa-Parlamentet foreslår, at det i fremtiden kun skal være nogle former for biomasse, der må tælle med som vedvarende energi.

Ifølge et brev, som Klimaministeriet har sendt til brancheorganisationen Dansk Skovforening, er regeringen imod det tiltag.

I brevet står der ifølge Information, at ministeriet "ikke mener, at Europa-Parlamentets forslag om at indføre en ny definition og sætte restriktioner på brugen af primær træbiomasse er den rette vej at gå".

Biomasse må ifølge regler fra FN opgøres som klimaneutral. Information skriver dog, at flere eksperter siger, at biomasse udleder CO2 direkte i atmosfæren.

Europa-Parlamentet foreslår, at mindre grene, tyndingstræ, der er under ti centimeter tykt, og rester fra savværker fortsat godt kan klassificeres som vedvarende energi. Træ, der hentes direkte i skovene og bliver lavet til træpiller og træflis til afbrænding, skal dog ikke længere opgøres som klimaneutralt, mener parlamentet.

Ifølge Information er Danmarks succes som et såkaldt grønt foregangsland i høj grad baseret på biomasse. Omkring to tredjedele af Danmarks grønne energi kommer fra afbrænding af biomasse.

Klimarådet kritiserer, at Danmark er imod forslaget fra EU. Peter Møllgaard, der er formand for Klimarådet siger til Information, at man kan frygte, at Danmarks modstand mod tiltaget skyldes, at Danmark i de kommende år skal bruge endnu mere biomasse.

Dem, der er imod forslaget fra Europa-Parlamentet, bruger som argument, at biomasse skal ses som en overgangsløsning, så man hurtigere kan komme væk fra kul og naturgas.

Klimaminister Lars Aagaard (M) bekræfter over for Information, at regeringen er imod forslaget.

- Kigger man ud over Danmark, kan en begrænsning på brugen af primær træbiomasse føre til øget brug af fossile brændsler, fordi der er risiko for, at man i mange lande af forskellige årsager ikke umiddelbart vil skifte fra brug af primær træbiomasse over til andre typer vedvarede energi, udtaler han i et skriftligt svar.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Energiøer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094